KOL/Kronisk obstruktiv lungelidelse

KOL/Rygerlunger, Tilbud om lungefunktionsundersøgelse

Der er kommet meget fokus i sundhedsvæsenet og i medierne på KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom), også kaldet “rygerlunger” (selv om sygdommen ikke altid har årsag i rygning). En sygdom, som ofte udvikler sig til svær invaliditet og for tidlig død. Hvis sygdommen opdages på et tidligt tidspunkt er der imidlertid gode muligheder for at bremse sygdommens udvikling. Symptomerne kommer oftest så langsomt at man ikke selv bemærker dem, før man har mistet en betydelig del af lungernes funktion.

Hvis du svarer JA til ét eller flere af følgende spørgsmål, tilbyder vi dig at få målt din lungefunktion, så du får mulighed for at bremse en eventuel begyndende lungesygdom eller tab af lungefunktion tidligst muligt.

  • Har du daglig hoste gennem flere måneder?
  • Har du ofte slim i luftvejene, forkølelse eller andre luftvejsinfektioner?
  • Bliver du let forpustet, f.eks. ved trappegang?
  • Er du ryger eller tidligere ryger?

Undersøgelsen er hurtig (få minutter) og uden ubehag; – den består af en “pusteprøve”. Du bestiller tid hos vores lægesekretær, eller – hvis du alligevel er i klinikken i anden anledning, vil der ofte være mulighed for at få målt lungefunktionen ‘her og nu’ uden forudgående aftale.